Paa vej mod verdens ende...?

Efter flere tusinde kilometer hen over Sibiriens stepper, foeles det naesten som om, at vi er paa vej mod verdens ende. Mange steder kan man se saa langt oejet raekker, andre steder er det let kuperet terraen, men altid noget nyt for oejet. Det eneste, der er gennemgaaende, er indtrykket af, at der - borset fra nogle enkelte stop med flere timers mellemrum - er oede.
Sidste stop i Rusland var i Irkutsk taet ved Baikalsoeen. Vi tog til Olkhon Island, hvor vi ankom efter en tur paa ufattelige bumpede veje, som virkelig maa kraeve stoeddaempere i verdensklasse, og vi maatte da ogsaa lige klare en punktering 500 meter fra vores guesthouse. Udsigten over over soeen er virkelig fantastisk. Den er saa stor, at man ikke kan se fra den ene ende til den anden, saa er den ogsa saa ren, at vi kunne drikke af den, det er dybeste soe i verden og rummer 20 procent af verdens ufrosne ferskvand, hvilket er vanvittigt meget vand paa eet sted! Olkhon Island var ogsaa ren afslapning, hvilket betyder gaature ved den smukkeste soe vi nogensinde har set, samt en lille svoemmetur deri, hvilket var en yderst kold men meget god oplevelse. Heldigvis var svoemmeturen efterfulgt af russisk banya, som er en slags sauna. Dog har russerne lidt andre traditioner i forbindelse med sauna, da man skal haelde koldt vand over sig og slaa sig paa kroppen med nogle kviste, som lugter af groen the. Rusland har vaeret vildt spaendende og en oplevelse uden lige, men jeg er ikke sikker paa, at jeg kommer til at forstaa de skoere russere :-)

Mongoliet skal opleves, det kan ikke beskrives. Vi startede i hovedstaden - en fin by med museer mm., men hvor trafikken er vanvittig. Jeg tror, at de har trukket deres koerekort i en automat. Koerslen er farlig og agressiv, de dytter hele tiden og de er ikke bange for at droene over et fodgaengerfelt med fuld fart, selvom der er fodgaengere - og de hverken bremser eller letterpaa speederen. Uden for trafikkaoset, synes vi, man finder hoejdepunkterne i Mongoliet. Vi tog paa en tur, hvor vi sov i en ger - meget kold og primitiv oplevelse, men helt sikkert paa den gode maade. Vi var i Mini Gobi Desert, hvor vi red paa kameler - Birthe og Carl hed de. Derudover red vi paa heste to gange. Den foerste gang mere vellykket end den sidste. Da vi skulle ride paa heste anden gang i nationalparken, var der en hest, der bed Hannahs (en af vores tyske medrejsende) hest, saa den blev saa bange, at den sparkede min hest og smed Hannah af. Sikke et staahej - saa Hannah og jeg sprang lige over den sidste tur. Til gengaeld blev Hannah vasket paa ryggen med nailpolish remover af vores vaert, hvilket - sjovt nok - ikke hjalp paa smerten, men det var ret morsomt efter vores lille "no-riding-horse-party". Dog var der heldigvis mulighed for rigtig gode vandre -og klatreture, hvor vi virkelig kunne se landskabet. Derudover var der skyfrit hele den uge, hvor vi var i Mongoliet, saa vi saa den flotteste stjernehimmel. Aldrig har jeg set saa mange stjerner, det maa vaere stjernes land...

Efter hjulskift ved graensen mellem Mongoliet og Kina (kineserne har andre skinner og hjul) er vi velankommet til store Beijing. Her er meget anderledes end Rusland og Mogoliet, men selvom det foeltes som om, at vi var paa vej mod verdens ende, virker det abolut ikke som om Beijing er verdens ende, saa nu maa vi se, hvad Kina byder paa...